Knækket tand
– Denteam Tandlægecenter i Faaborg – hvis uheldet er ude
Det kan ske for alle, unge som gamle, at man enten knækker en tand, eller får en tand slået ud. Det er altid en ubehagelig oplevelse, og man skal altid sørge for at blive tilset af en tandlæge, hvis uheldet er ude. Måske skal man endda tage på skadestuen/tandlægevagten, hvis der er tale om en slem og akut situation, som er sket uden for vores åbningstid.
Det kan være svært selv at bedømme, om en tand har fået et brud, er knækket eller slået ind/op.
Det er vigtigt at forsøge at finde ud af, om der er findes løse tandstumper eller en udslået tand i forbindelse med uheldet. I så fald det er tilfældet, skal man hurtigt lokalisere og sikre stykket, hvis det er muligt. Findes tanden eller stykket, kan der nemlig være muligheder for, at det ødelagte kan repareres.
Hvad skal du gøre hvis du har en knækket tand eller fået slået en ud?
Er det muligt sættes tanden på plads i munden og tandlægen opsøges hurtigst muligt (dette gælder dog ikke for mælketænder, da det kan risikere at gøre mere skade end gavn). Bid let sammen over et stykke klæde indtil tandlægen kan se på skaden. Kommer tanden hurtigt på plads i munden, forøger det chancen for, at tanden kan heles og vokse fast igen.
Hvis ovenstående ikke er muligt, kan stykket alternativt opbevares mellem læben og fortænderne, eller i et glas med mælk. Lad være med at opbevare tandstykker i vand eller andre former for væske som f.eks. mundskyl.
Det er meget vigtigt, at man ikke berører roden på en knækket tand, da dette kan forringe muligheden for at tanden kan hele korrekt. Er tanden faldet ud af munden, og er den blevet udsat for jord eller andet skidt? Skyl den da nænsomt i koldt vand i ca. 10 sekunder, inden den herefter opbevares i munden eller mælk. Husk ikke at komme i direkte kontakt med roden, hvis muligt.
Er tanden slået ind eller op i kæben, vil tandlægen bedømme, hvad der skal gøres ved skaden. Det kræver som regel et røntgenbillede at vurdere, hvor stor skaden er.
Kan man ikke finde et eventuelt manglende stykke tand, kan vi naturligvis stadig udbedre skaden ved at påsætte en plastik- eller porcelænsprotese. Ved slemme skader fjernes de resterende stykker tand, og der indsættes i stedet et tandimplantat.
Kontakt os ved tandskade
Kontakt Denteam Tandlægecenter i Faaborg hurtigt, hvis uheldet er ude – en hurtig reaktion kan redde dine egne tænder.