Tandlægeskræk
– mange års erfaring med effektiv og nænsom behandling
Tandlægeskræk er udbredt og en temmelig almindelig følelse at have. Du skal derfor ikke føle dig mærkelig eller underlig, hvis du ikke elsker besøget hos tandlægen. Heller ikke hvis du ligefrem gruer for at skulle forbi tandlægen til et tandeftersyn.
Vi har mange års erfaring med at behandle patienter med tandlægeskræk, og vi udfører alle eftersyn, fyldninger og større indgreb så nænsomt som overhovedet muligt. Derfor har vi også mange patienter, hvis tandlægeskræk er blevet markant mindre, eller helt forsvundet, efter besøg på vores klinik.
Tandlægeskræk kan få en person til at holde sig væk fra tandlægen i mange år. Det er sjældent en særlig god idé, for jo længere du udsætter besøget hos tandlægen, jo større er risikoen for, at der skal laves noget mere indgribende. Det bedste forsvar er derfor at passe rigtig godt på dine tænder og passe dine regelmæssige tandeftersyn.
Frygt for tandlægebesøg er meget almindeligt i Danmark
Der kan være mange årsager til at være nervøs eller bange for besøget hos tandlægen. For enkelte kan det være scenariet, hvor en person i hvid eller blå kittel og maske over munden laver noget, som man ikke selv kan se. Nogle har haft smertefulde oplevelser hos tandlægen og andre kan slet ikke klare lyden af tandlægens maskiner. Barndommens bøjle på tænderne kan både have givet anledning til mobning, smerter eller andre gener, som senere har sat sig som tandlægeskræk.
Hvad end grunden til tandlægeskrækken er, så er det stadig en rigtig god idé at komme afsted til tandlægen alligevel. Selvom du måske synes, det er lidt flovt, skal du altid huske at fortælle din tandlæge eller tandplejer, at du lider af tandlægeskræk, så de kan tage størst muligt hensyn. Fortæl dem gerne, hvad det er ved besøget, der gør dig nervøs eller bange – så kan de nemmere hjælpe dig igennem.
Det er slet ikke unormalt at være nervøs eller blive bange. I Danmark lider 10% af decideret tandlægeskræk – også kaldet odontofobi – og ca. 30% bliver lidt bange eller nervøse , når de skal ind til tandlægen. Husk på, at du ikke er alene om de tanker, og at langt de fleste besøg hos en tandlæge forløber helt smertefrit og uden ubehagelige oplevelser.
En række gode råd ved tandlægeskræk
Lider du af tandlægeskræk, er det vigtigt at have tillid til den person, der skal arbejde med dine tænder. Derfor kan det være en fordel at tale med tandlægen, -teknikeren eller –plejeren i forvejen, så du ved, hvem personen er. Aftal evt. at du kan give et tegn, hvis du har behov for en pause, eller hvis du gerne vil have tandlægen til at fortælle, hvad der bliver lavet i din mund. Du kan også bede om at få et spejl, hvis du gerne vil kunne følge med i behandlingen. Det er bestemt ikke alle, der synes om det, men sig til, hvis du tænker, at det kan hjælpe dig.
Book gerne en morgentid eller en tid om formiddagen, så hele dagen ikke går med at blive mere og mere nervøs for besøget. Kom 5-10 minutter før aftalen – så er der ikke er stress på, men heller ikke for lang tid, hvor du kan sidde i venteværelset og blive ekstra nervøs.
Sørg for at tandlægebesøget ikke ligger i en i forvejen stresset periode. Så er du mere afslappet og kan bedre overskue den situation, du er nervøs eller bange for.
Bliver du meget nervøs eller direkte bange over udsigten til et besøg hos tandlægen, kan det være en fordel at invitere en anden person med, som du har tillid til, og som ikke lider af tandlægeskræk. Det kan ofte hjælpe at have en bekendt at holde i hånden, eller en velkendt stemme i baggrunden.
Det kan også hjælpe at medbringe noget musik, som du godt kan lide, eller som hjælper dig til at slappe af. Tænk i det hele taget over, hvad der kan gøre dig mere afslappet i situationen, og forsøg at bringe det med ind, når du skal ind til et tandeftersyn.
Som forberedelse kan du måske øve nogle afslapningsøvelser, som kan gøre dig i stand til at styre kroppens naturlige reaktion på noget, du ikke bryder dig om. Det er en god idé med åndedrætsøvelser, som hjælper dig til at holde roen.
Muskelafslapning er også en god mulighed, som hjælper dig til at holde styr på din krop, og samtidig også din frygt. Prøv f.eks. at tænke på dit kommende tandlægebesøg, mens du forsøger at afspænde i kæbe, skuldre, hænder og fødder.
Det kan måske lyde lidt fjollet, men når du spænder op, bekræfter du kroppen i dens frygt- og flugtreaktion. Det kan i værste tilfælde være med til at forstærke din tandlægeskræk, hvis du ligger i stolen og er helt anspændt. Det kan gode øvelser med åndedræt og afspænding hjælpe dig med.
Tal med tandlægen om de forskellige muligheder for lokalbedøvelse og beroligende middel, hvis du tænker, at det kan hjælpe dig.
Vil du gerne passe på dine tænder, og komme over din tandlægeskræk, kan det være en fordel med tandeftersyn med forholdsvis korte intervaller – måske hver tredje måned – så du kommer ind i en god rutine. Derved bliver besøgene som regel også uden større indgreb, og nemmere at komme igennem. Det lyder måske angstprovokerende, men jo oftere du kommer ind og får en positiv oplevelse, jo nemmere bliver besøgene hen ad vejen. Du får en bedre tandhygiejne og bedre livskvalitet, og sørger for at dine tænder holder hele livet.
Kontakt os og få hjælp til din tandlægeskræk
Vi hjælper dig gerne med at finde den bedste plan for dig. Så ring og tag en snak med vores søde personale, hvis du gerne vil passe på dine tænder, selvom du lider af tandlægeskræk. Vi kan som udgangspunkt godt hjælpe dig alligevel.